At komme i min biks skulle gerne være en totaloplevelse. En oplevelse af at jeg møder det hele menneske – nemlig dig – med hud og hår. Ånd og Sjæl.
Jeg er zoneterapeut med stort Z. Jeg tager mine gamle mesterlærere alvorligt og omgås den traditionelle kinesiske medicin med respekt. Og så har jeg klangbund i lydkunst og jeg mærker en indre resonans og improviserer ud fra det du siger og det jeg i øvrigt ser, hører og mærker.
Men jeg har siden uddannet mig i både Healing, Clairvoyance, Nordisk Shamanisme og til Astrolog.
Hos mig findes ingen tabuer – jeg er selv både en no bullshit type, der ikke er bleg for at give mig selv hundrede procent og en sensitivt følende person, som registrerer ordløse strømninger i rummet.
Det handler om skabende nærvær og jeg er helt tunet ind på min klient. Jeg er lydhør med fingrene og skifter mellem sedaktive tryk og blide strøg.
Dine fødder bliver en slags lydpult, som jeg kan skrue op og ned på. Flytte energier, panorere, optimere og udfase.
Jeg mærker dig og dit, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe din krop til at genfinde sin iboende og medfødte balance.
En holistisk behandling hos mig handler om viden, intuition og kreativitet.
Jeg er old school i mine idoler inden for zoneterapi, men nymodens i min måde at fortolke og behandle på.
Jeg er selv ikke nogen helgen, slet ikke, men det er ikke mig det skal handle om her. Blot nævner jeg det for at du ikke skal have dårlig samvittighed over din livsstil.
Det er ikke flovt at leve som et moderne menneske
Hos mig bliver der ikke peget fingre og jeg har fuld forståelse for at man ”falder i”. Til gengæld ved jeg at man ændrer meget i tanken. Det er allerede i ønsket om forandring, at kimen til det nye ligger.
Ønsket om at sige farvel til de dårlige vaner, både de kemiske, de psykiske og de fysiske.
Jeg har tavshedspligt, men jeg kan godt lide, at du sladrer om mig ude i byen og de fleste af mine klienter er kommet via anbefalinger. Det er jeg meget stolt af.
Derfor gør jeg mit absolut bedste.
Hver gang.
Om behandlingen
For mig handler det om at finde en balance mellem stilhed og tale, aktivitet og stilstand.
Som lydhørt menneske arbejder jeg, med det jeg kalder afrikansk tid, hvilket giver mig et uendeligt råderum i forhold til den enkelte klient og den aktuelle behandling.
En behandling er ikke en mirakelkur, helbredelse kommer af konstant stræben efter det bedre. Skridt for skridt.
Her får du ballast til at stå i mod med. Efter en tid vil du kunne mærke, hvilke strømninger du selv indeholder, hvilket giver dig styrke til at gå imod strømmen og i et med dit eget flow.
Det er livsstil vi kikker på, når du oplever lyst til at tage skeen i den anden hånd.
Det er her du planter kimen til helbredelse.
Jeg forventer, at du ønsker at indgå i et behandlingsforløb på omkring 7 gange intensivt og at du er villig til at tale åbent og ærligt om din sygdomshistorie og dine hverdagsrutiner. Du har måske endda brug for at ændre din kost og dit søvn-mønster og eventuelt også tage div. Mineral- og kosttilskud i en periode.
Det er min erfaring, at det, tilsammen med zoneterapi og måske massage, er hvad det tager at komme over på den anden side.
Vi arbejder dermed sammen, som ligeværdige, m.h.p. at få dig i en mere harmonisk og vital tilstand.
Sørg for at have en dag med en løs bagkant efter behandlingen, da en time ikke nødvendigvis er en time.
Alle olier og cremer der bruges i klinikken er økologiske og hjemmelavede.
OM MIG OG UDDANNELSERNE:

Tanja Edun Godthåber Schlander født 1974.
Uddannet lydkunstner fra Det Jyske Kunstakademi v. Jytte Høy, Tone O. Nielsen, Björn Ross og Søren Andreasen i 2007.
Med en afstikker på Det Kgl. Akademi v. Claus Carstensen 2001, samt Bezalel Academy v. Nachum Nevet. 2006.
Shamanistisk grundkursus 2009 v. Annette Høst
Shamanistisk sang v. Annette Høst 2010
Uddannet på Zoneterapiskolen. Gl. Kongevej v. Connie Serup/Jan Almskou 2011.
NLP Practitioner Coach v. Christel Seierø 2012.
Reiki Healing I, II, III og MASTER IV v. Marzcia Techau Juni 2010, 2014, 2018.
Englehealing I og II v. Marzcia Techou 2008, 2021.
Afslapnings og behandlingsmassage. Angelica klinik og kursuscenter v. Ken Lunn 2015
Ansat som sports og fysiorigsk massør og zoneterapeut hos Massagetid v. Claus Gerving Andersen. I Frederiksberg Svømmehal 2015 – 2016.
Kranio Sakral I, II, III KST instituttet v. Anni Jørgensen 2016.
Claivoyance v. Marzcia Techau. Juli 2018.
Ansat som fysiorisk massør, zoneterapeut og babybehandler hos FBS massage 2019.
Afdødekontakt v. Selma Almbirk 2020.
Eksamineret på astrologisk Akademi’s grundskole v. Claus Houlberg 2020 – 2022.
Solist Vokalist linjen på Det Jyske Musikkonservatorium 2020 – 2023
Sejdsang v. Annette Høst 2021
Studerende på Det Jyske Musikkonservatorie på vokalistlinjen 2021
BARNDOM OG BAGGRUND:
Jeg er ikke bange for noget. Hos mig findes der ingen tabuer. Jeg har set det hele og mere til.
Min mor er psykisk syg. Måske var det en fødselsdepression, måske et seksuelt overgreb i barndommen, måske datidens korporlige afstraffelser, måske var der lidt for meget røg i en 70’er pibe, Måske var hun bare helt alene med sin særlige sensitivitet, men i alt fald blussede hun, for fuld musik, ud i en psykose da jeg var omkring 10 år gammel. En psykose der kom til at stå på i rigtig mange år. Hun kom nemlig aldrig i behandling og kunne sagtens klarer sig selv, men i sagens kerne ikke så godt tage hånd om mig.
Jeg, eller vi, må jeg hellere sige, er født clairvoyante og derfor overlevede vi i et spøjst sammenspil med gengangere, naturånder og helligånden.
Givetvis var jeg alene, men følte det aldrig sådan. Hun var en omsorgsfuld mor, der indimellem gled ind i en lidelse så stor som arvesynden. Hun mistede forstanden, sit job og sine bekendtskaber, men aldrig sin kærlighed til mig. Desværre gav hun heller aldrig helt slip på sit temperament, så hun bandede og svovlede og spyede om sig med galde, men elske det kunne hun. Og le. Hun lo og lo og lo og der var aldrig kedeligt sammen med hende.
Det var en opslidende og påpasselig tid, at være barn og jeg levede et liv fyldt med faldgruber og nedfaldende brænde, men også kreativitet, latter, pædagogik.
Min mor har kæmpet, med næb og kløer, for at have et sundt forhold til mig, men hun var for sensitiv til denne verden og måtte lade hendes krops lidelser og sindets krinkelkroge tage styringen, min syge elver mor. Vokset op blandt trolde og jætter, alt for fager og lys, alt for viis, hendes sensitivitet blev hendes undergang for hun blev aldrig forstået. Hun var et slags hittebarn, med forkert hårfarve og helt anderledes nervesystem. Hun måtte kæmpe for sine grænser hele sin opvækst og med det fantastiske ved at føde og de mange indsigter man får sig af det, måtte hun til sidst knække helt sammen og miste besindelsen. Jeg har set hende tabe kampen masser af gange. Tabe hovedet, miste besindelsen.
Alt sammen fordi hendes ophav bar på en løgn.
Hun har nu mit besyv. Jeg forstår alt omkring det. Alle spørgsmål har jeg svar på og jeg mærker hendes kærlige og legende essens inden i. Jeg genkender hende som en søster af lys.
Mange tak til min mor for at bidrage med uendeligt kosmos, fuldt udbasunerede følelser. Hele spektret af kærlighed og had, vilje, magt, underkastelse og begær. Livsnerve, stolthed og forfængelighed. Ærlighed, maskefald og autencitet.
Jeg lærte meget hurtigt at mediterer, at hente kraft og tilgivende næste-kærlighed fra lyset. Jeg lærte at lave en sikkerheds-boble omkring mig, en beskyttelses-spell, styret via min vejrtrækning, som kunne værne mig og min energi i mod indtrængende og lærte også at læse imellem linjerne og være obs på intonationer.
En teknik, som jeg blev gen-introduceret for gennem min healer uddannelse.
Noget viden er medfødt. Intet kan vælte mig. Jeg har været omgivet af guddommeligt lys siden undfangelsen. Glæde, lidenskab og lys er byggestenene og det der ruller i mine åre.
Det er min sande naturlige tilstand.
En utryg barndom, fuld af latter og overraskelser dog, men utryg fordi det aldrig er let at se din primære tilknytnings- og identifikations person miste grebet om virkeligheden. Hun dansede og sansede i en vild vredesrus imellem alle paradigme, vedtagne og uskrevne.
Jeg har set spøgelser sidde og tale til hende mens hun sov. Eder og forbandelser haglede ned over min sovende moder. Af en hadfuld og stædigt hviskende genganger. Jeg var magtesløs, skræmt fra vid og sans og kunne ikke gøre noget ved det. Ikke vifte det væk, turde ikke nærme mig. Havde ingen støtte til at fortælle mig hvordan man gjorde. Var ødelagt af moderens vredes-ord, hårde tone, som slag i ansigtet og mavepustere, kendte ikke til en voksen, der kunne guide mig i lyset. Så jeg var bange og løb bare ned og krøb ind i mig selv i sengen på værelset hvor det også altid rumsterede og bevægede sig i skyggerne.
På med boblen søster.
Lad dine guider manifestere sig og rense rummet. Det er en naturlighed for mig at være beskyttet af lys. Sallig kraft.
Det var en sensitiv tidslinje jeg bevægede mig på. En kniv med skarp æg. Fortid, nutid, fremtid i en stor pærevælling. Jeg var omgivet af venlige lys-væsner, men også vrede og grænseoverskridende spøgelser. Alle har en historie at fortælle og en ventende forløsning. Bare spørg.
Vær ikke bange. Mød dem. Lad det tale. Hav omsorg og tålmodighed. Sæt dem fri.
Være for alt i verden i lyset. Forhold dig i ro. Lad tårerne trille. Der er stor kærlighed.
Jeg lærte at gå ud i naturen når lokummet brændte, at søge ud og op i lyset, som alt levende, når stemningen var ubærligt tung, trist og uforudsigelig, så valgte jeg at gå i et med den intense ynde fra oven .Jeg lærte hurtigt at kanalisere den ned i gennem min krop og faktisk også at hente den fra jorde. Jordens kærlige, rolige og vældige puls, mit hammerslag.
Hun fik diagnosen paranoid med skizofreni psykoser da jeg blev tredive år, hvor jeg efter en voldsom episode fik hende indlagt til observation på Herlev Psykiatriske Skadestue, hvor hun efter et par døgn, under meget omsorg, blev udredt.
Sikken en lettelse.
Om min far kan siges mange hjertevarme ting, for det er han Storhjertet. Og så er han en gudsbenåedet og passioneret historiefortæller.
Han gav mig den vidunderligste barselsgave; 11 år i Sagnlandet Lejre, med egen uldkjole og kniv. Her brugte jeg det meste af min barndom, stort-pjækkende fra skole, med at snakke med hindbærbuske, gæs og ildsteder.
Jeg er, praktisk talt, vokset op i den tidligste Jernalder, da det var mine ynglingshuse der ude og derfor dér jeg befandt mig mesten dels. Jeg har gået rundt på det store trygge område alene og hørt jordens sang fra barnsben af. Gruttet mit eget mel når jeg var sulten, bagt mine egne kiks i blåt eller regn, pustet til ilden og ofret i mosen. Nogen gange kom der turister og skoleklasser selvfølgelig, men de aller aller fleste timer gik jeg rundt og talte med alle de, på stedet, boende væsner. Ahh hvilket berigende væsensfællesskab.
Til frokost fik jeg nordisk mytologi og lyden af flintesten eller væv, men aller helst faldt jeg i søvn med en kop varm mælk hos pottemagersken Grethe, mens min far tækkede tage eller underviste i skoletjenesten. Lejre var en tid kærlige rug hænder, smilende øjne og uendelige tid og storslået og tryg solitude.
Det har derfor ikke været spor af et spring, at søge den shamanistiske vej, da jeg søgte gode fødselsforberedelses metoder. Her genlærte jeg naturenskraft, tålmod, vejtrækning, her kunne jeg forædle min medfødte kunt til at lytte.
Den gyldne ring sluttes for alvor nu, hvor sangen også er kommet på. Forude venter et helt nyt og magisk kapitel, som jeg glæder mig usigeligt meget til. Tak til Sol og Måne og naturens kraft.
Portræt af en Zonedetektiv

ZONETERAPIENS HISTORIE:
Zoneterapi er en meget gammel behandlingsform hvis rødder går flere tusinde år tilbage til Kina samt andre lande i Østen, de Nord- og Mellemamerikanske indianere samt Ægypten.
”Tilsyneladende er zoneterapi en arketypisk form for terapi, der findes overalt på kloden. Ingen kultur kan hævde at have opdaget/udviklet zoneterapi, fordi forskellige former for arbejde på
fødderne for at påvirke helbredet har været brugt siden tidernes morgen” (Issel, 1993).

Nutidens zoneterapi.
En amerikansk næse-øre- hals-specialist, Wiliam Fritzgarald, fandt i starten af det 20 århundrede ud af, at, afhjælpe symptomer et sted i kroppen ved hjælp af tryk et andet sted på kroppen. Han inddelte derefter kroppen i 10 lodrette zoner.
Hans elev, massøren Eunice Ingham, videreudviklede dette system ved at identificere zoner på fødderne og koncentrere behandlingerne her.
Eunice fik en tysk sygeplejerske på klinikken, Hanne Marquardt, og hun bragte zoneterapien med hjem til Europa efter endt samarbejde. Gennem hendes netværk, kursus virksomhed og foretagsomhed i det hele taget fik den danske fysioterapeut Lis Andersen mod på at afprøve zoneterapi på sine klienter. Hun skrev en bog om sine studier og gjorde således zoneterapien kendt i danmark, især igennem sin bog ”Håndbog i Zoneterapi” fra 1974.

Denne utrættelige pioner har således været en stor del af grundlæggelsen af skolen på Frederiksberg, hvorfra jeg tog min eksamen i klassisk zoneterapi i 2011.
LÆS MERE HER:Den Moderne zoneterapeut arbejder oftest udfra den kinesiske forståelsesramme inden for helbredelse. (TCM) Dvs. vi søger efter ubalancer i årsag og virkning udfra denne ældgamle kinesiske tradition af meridianbanelære og 5 element systemer.
Jeg er stadig vildt berørt over hvor præcist disse gamle teknikker kan lokalisere en ubalances ophav.
OM BIODYNAMISK KRANIO SAKRAL TERAPI:
Da jeg hele mit liv har hyldet detaljerigdom, vækst og hengivenhed er Kranio Sakral Terapi studiet lige noget for mig.
Den Biodynamiske Kranio Sakral Terapi er en ultra blid behandlingsform, der sætter din krop i kontakt med dens egne svingninger og indre rytmer.
Dette stabiliserer nervebanerne, blodtryk og hele kroppens helse.
Se det som en mulighed for at optimere dine indre telefontråde.
Det er sundt, både for din indre kommunikation og dit tilstedeværd i nuet..
Der ud over er Kranio Sakral Terapi kendt for at kunne rette skæve kranier og tandsæt, gøre led smidige, løsne indgroede spændinger og i det hele taget sætte dig fri.
Det er en fantastisk ikke manipulativ form, hvor DIN krop bestemmer hvilke temaer der skal kikkes på og i hvilket tempo, der skal gives slip.
OM HEALING:
Kan der siges meget og egentlig også ganske lidt. Jeg ser det som at lysarbejde med at hæve energien i stagnerede områder af krop og sind, så man lettere kan mærke livspulsen i eget legeme og ånd.
Jeg er uddannet et sted med meget højt til loftet og gør derfor brug af enhver positiv og transformerende energi, som skulle ønske at bistå i healingsmomentet. Det være sig humanenergi i rummet vi er i. Dig og mig. Hvad du kommer med af skytsengle, naturånder og andre healende væsner, som ville være passende for opgaven og stiller sig til rådighed for opgaven. Jeg her dermed arbejdet sammen med energier fra træer og buske, engle, dyr, farver og selvfølgelig lys fra univetset for alles bedste.
Healingen kan både foregå i total stilhed, hvilket er rigtig godt for traumer opstået før at det talte sprog blev lært eller blot fordi det er vidunderligt at slå det kognitivecenter fra for en stund og bare opleve energien.
Eller talegaven kan slås til og dermed forklare undervejs, hvilke energier og ubalancer der er oppe og vende, hvilket kan give stor indsigt om specifikke kernemønstre.
Healings energien flyder siden 2020 gennem mig 24/7 og jeg kan ikke længere adskille behandlingsformerne fuldstændigt. Der er healoing igennem og rundt omkring mig.Jeg arbejder dagligt sammen med Engle og alt levende.
Mit liv er en indadvendthed, en kærlig opmærksomhed fra hjertet kombineret med mange alsidige antenner der sanser hele min omverden og impulser og beskeder fra universet. Støttende rådgivende og healende.
Istedet for at slå det fra har jeg valgt at lade det strømme igennem mig.
Jeg er seer.
Tarot:
Tarot er en magisk verden fyldt med symboler og intuition.
Det er en helt håndgribelig måde hvorpå universet kan guide os der ønsker at lytte.
Selv fik jeg mit første sæt da jeg fyldte 17 og siden har de fulgt mig i tykt og tyndt.
Siden 2020 har jeg arbejdet fuldtid som clairvoyant og intuitiv tarotlæser, hvilket har skærpet mine sanser og min forbindelse til universet i så voldsom grad at jeg selv har været igennem diverse transitioner.
Det har været en vildt dejlig rutchetur og for mig den helt perfekte måde at modnes på.
Jeg kan kun anbefale at begynde at lytte ind ad og op ad og følge de råd og vejledninger der måtte komme ad den vej.
AUM.
